En kompleks sag om behandlerhuse i Nordjylland
På trods af mange politiske og fagpolitiske modsætninger lykkedes det Smedegaard & Weis, i samarbejde med Mette Milling Indretning, at udarbejde en omfattende guide for behandlerhuse i Region Nordjylland. Visionen er, at få interessenterne til at tænke anderledes om behandlerhusene, som skal skræddersyes til lokalområdets og borgernes behov, ligesom behandlerne skal indgå i et reelt samarbejde og fællesskab.
Download artiklen fra inform 2/12
Det var ikke en let start for designerne mDD Birgitte Smedegaard og Sine Weis Damkjær, da de gik i gang med servicedesign-projektet om behandlerhuse i Region Nordjylland. Regionen ønsker at tiltrække og fastholde flere læger ved at etablere nogle attraktive faglige fællesskaber. Men ret hurtigt gik det op for designerne, hvilken meget kompleks situation de befandt sig midt i.
”Det var slet ikke et almindeligt designprojekt, men først og fremmest et politisk projekt på alle planer, som omfattede forskellige kommunale og regionale pengekasser, politiske partier med hver deres vision om sundhedsvæsenet samt fagpolitiske udfordringer i forhold til lægerne, som jo har en selvforståelse med stor integritet og selvstændighed,” fortæller Sine Weis Damkjær.
”Problematikken ligger i at koble privatpraktiserende læger og et offentligt sundhedssystem splittet op i regionale og kommunale forpligtelser – her ligger en lang række dilemmaer,” siger Birgitte Smedegaard. ”Men på den anden side er det jo præcis denne type af opgaver, som designere skal være med til at kaste lys på og løse, fordi vi kan få folk til at tænke nyt og på tværs. En nem opgave var det dog ikke, det kan vi godt erkende.”
Sundhedsvæsenets barrierer
Man kan sagtens lave det ideelle set-up på et behandlerhus fra et bruger- og samfundsmæssigt synspunkt. Men i virkelighedens verden havde en lang række præmisser grundlæggende indflydelse på, hvordan projektet reelt kunne udformes. Derfor var det nødvendigt først at forstå sundhedssystemet, dykke ned i og forsøge at afdække de potentielle barrierer, før designerne kunne gå i gang med det konkrete projekt: hvordan kan man designe et behandlerhus, som styrker det faglige fællesskab og samarbejde lægerne og det øvrige sundhedspersonale imellem, og som gør det let for brugerne, når de kun skal henvende sig et sted i sundhedssystemet.
Hvordan definerer man egentlig et behandlerhus? Hvem skal bo der, og hvor bredt skal huset funderes? Hvad med den såkaldte fagglidning, hvor nogle faggrupper overtager enkelte funktioner fra en anden gruppe? Hvor går grænserne for fagligheden? Hvordan kan den enkelte borger inddrages? Og hvor ligger grænsen mellem sundhedsvæsnets rolle og borgernes ansvar for egen sundhed?
Endelig var der lægerne, som for det første repræsenterer mange forskellige tilgange til faget og opfattelse af kvalitet. Og for det andet i egen selvopfattelse er selvstændige erhvervsdrivende, selv om de er gift med de offentlige kasser. Hvor meget kan man pille ved deres selvbestemmelse og integritet?
Smedegaard & Weis udarbejdede tre profiler på lægetyper: doktor Hansen, som har rod i billedet af den gamle familielæge, læge Hansen, som er ham, de fleste af os kender og så diagnose Hansen, som i stor udstrækning overlader opgaver til sygeplejersker, og allierer sig med et effektivt system, der får mange patienter igennem.
”Det betyder jo meget for projektet, hvordan lægen og de andre faggrupper arbejder, og hvordan de opfatter deres tilgang til arbejdet. Der skal være en tydelig sammenhæng mellem den lægefaglige udvikling og kravene til de fysiske rammer og indretning”, siger Sine Weis Damkjær.
Det må ikke ende med en Lilly-model
De behandlerhuse, der findes i dag, lider ikke af det store samarbejde mellem de forskellige faggrupper. Fællesskabet begrænser sig i de fleste tilfælde til en skranke og en huslejekonto, og så passer enhver i øvrigt sin egen lille butik. Regionens ønske var, at de nye huse skulle rumme flere tilbud, også kommunale. En tanke, som designerne fandt meget tiltrækkende.
”For borgerne vil sådan et hus, hvor mange forskellige sundhedstilbud koordineres og bindes sammen til en helhed, jo være ideelt. Vores drøm er en central tværfaglig visitation for sundhedssystemet og for borgeren,” forklarer Birgitte Smedegaard.
”Og for sundhedspersonalet vil et reelt samarbejde også skabe nye muligheder for at udvikle de forskellige gruppers fagligheder,” påpeger Sine Weis Damkjær.
Smedegaard & Weis havde valget mellem at lande projektet, så det var umiddelbart spiseligt for hvem som helst, hvor som helst. Men det, mente designduoen, ville bare betyde mere af det samme. Et nyt læge-typehus.
”Vores ambition og vision er, at man skal tænke anderledes og nyt omkring behandlerhuse. De skal skræddersyes til lokalområdet, husets kompetencer og tilbud skal modsvare behovene hos de borgere, der bor der. Der er jo stor forskel på befolkningsgruppen i et belastet Aalborg Øst og så et udkants- og turistområde som Skagen. Det skal være sådan, at både behandlerne og brugerne føler, at det her hus er lavet til mig,” understreger de to designere og pointerer, at det ikke må ende med en Lilly-model.
”Vi stræber altid efter at designe noget, der går ud over den umiddelbare forventning – man må gerne lige lette lidt. Man skal have nogle visioner, der går lidt ud over morgendagen. Hvis vi bare havde bedt nogen om at tegne et hus, hvor vi kunne putte fem behandlertyper ind, så havde vi ikke stukket dybt nok og dermed heller ikke løst opgaven godt nok.”
Grundig guide for udviklingsprocessen
I projektansøgning havde Smedegaard & Weis taget udgangspunkt i en konkret case, men regionen var interesseret i nogle generelle guidelines. Derfor har designerne ved brug af de klassiske designmetoder udarbejdet en omfattende – og forholdsvis teksttung – guide, som beskriver en udviklingsproces for fremtidige behandlerhuse.
Det er et temmelig omfattende projekt at etablere en ny form for behandlerhuse, hvis de skal sikre nye måder at samarbejde og agere på og dertil en kompleks proces, hvor der er alle muligheder for at tale forbi hinanden, fordi interessenterne kan have forskellige ønsker til huset.
Endelig er der alt for mange eksempler på projekter, der holder¬ prisen, men overhovedet ikke understøtter hverken visioner eller organisation. Derfor valgte de to designere at beskrive en lang række guidelines meget grundigt og med faglig dybde.
Guiden viser, hvordan et projekt udvikler og bevæger sig fra vision til manifestation. Først og fremmest gælder det om for borgerne, politikerne og behandlerne at finde den fælles vision – her er det væsentligt, at ikke kun den ene part bestemmer, for det bliver sjældent borgerne. Derefter skal parterne tage stilling til hovedpunkterne: hvem skal være i huset, hvordan arbejder de forskellige fagligheder, hvilke funktioner er der, og hvilken atmosfære samt arkitektonisk stil ønsker man.
”Når man har kortlagt husets mange forskellige funktioner, kan man inddele dem i zoner, for det handler ikke om at etablere nogle isolerede celler. Det gælder om at tænke alle behandleres funktioner sammen, så man kan skabe nogle meningsfulde og velfungerende enheder på tværs af fagligheder,” forklarer Sine Weis Damkjær.
Kataloget guider omkring hvert enkelt rum eller zone – helt ned til valg af de konkrete designelementer som materialer, møbler, farver og lys. Indretningen af de forskellige rum skal balancere mellem det personlige og nære og det kliniske og effektive – oplevelsen i de enkelte rum skal skifte, så der bliver en variation i formel og uformel atmosfære.
Og helt basalt er det, at huset skal have et hjerte, som er den funktion, der er bindeled behandlerne i mellem, og mellem behandlere og brugere. Når brugeren træder ind i huset, skal det føles som en helhed.
Behandlerrum med ”hyggeligt ambulancedesign”
Et af de rum, designerne valgte at gå mere i dybden med, er behandlerrummet. Hvordan kan man indrette et rum, der tilgodeser kvaliteterne de tre lægetyper og deres arbejdsmåder, doktor Hansen, læge Hansen og diagnose Hansen?
Forslaget blev, hvad Smedegaard & Weis kalder ”hyggeligt ambulancedesign”. Nogle fleksible standardrum, som alle behandlere kan benytte. Oplevelsen af rummet skal være til den hjemlige side. Rummene indrettes, så alle redskaber, instrumenter og hjælpemidler ligger nøjagtig de samme steder på hylder, i skabe og skuffer – uanset hvilket behandlerrum, man benytter.
”Det er ligesom i en ambulance, hvor alt altid er placeret nøjagtig de samme steder, så man kan finde det i søvne. Men det er ikke ensbetydende med, at det er et klinisk og koldt rum. Så selv om vi siger standardrum, handler det ikke om hvide fliser og grå linoleum eller ensartet udtryk i øvrigt.
Rummene kan tage sig forskelligt ud, selv om der er det samme i skabe og skuffer. Funktion og følelse er skilt ad – hvilket også gør sig gældende for huset som sådan,” fortæller de to designere.
Sammenfattende skaber kataloget opmærksomhed om, hvilken indflydelse indretningen har på, hvordan personalet arbejder og agerer, for:
”Det er ikke kun et spørgsmål om, hvilke arbejdsopgaver der er, men om hele tilrettelæggelsen af arbejdet. Vi ønsker at tvinge folk til at tage stilling til, om det er den rigtige måde, de gør det på nu,” siger Sine Weis Damkjær.
Ikke det samme uden designere
Selv om servicedesign kan bidrage til de udfordringer vores samfund står overfor, forestiller Smedegaard & Weis sig ikke, at deres vision om behandlerhuse står fikse og færdige om få år. Men meldingerne fra Region Nordjylland tyder på, at designerne har sået nogle frø og sat tanker i gang både blandt lægerne og politikerne.
”Der er grænser for, hvor store skridt man kan tage på én gang i processen hen mod en ny type af behandlerhuse. Den første bil lignede jo også en hestevogn… Det er en udvikling, og de her servicedesign-projekter er jo netop en del af at anvise nye veje og nye processer,” siger Birgitte Smedegaard og tilføjer:
”Jeg tror ikke, at regionen var kommet så langt, som vi trods alt er kommet, hvis ikke vi havde været involveret. Med vores designerblik og metoder har vi været afgørende for at sætte hele projektet ind i et større perspektiv.”
De to designere har under forløbet på egen krop mærket betydningen af at afklare så mange præmisser som muligt, før det konkrete projekt går i gang: ”Det kan ikke siges tydeligt nok, hvor vigtigt det er at afklare holdet bag og de forskellige rammer omkring projektet.”
Fakta
Behandlerhuse i Region Nordjylland
Erhvervs- og Byggestyrelsen har, i samarbejde med Servicestyrelsen og Danske Regioner, været initiativtager til en række projekter om servicedesign, 2007 – 2009. Et af dem handlede om behandlerhuse i Region Nordjylland. Forud for projektet lå en handlingsplan og en politisk beslutning om etablering af behandlerhuse i regionen for at tiltrække og fastholde flere læger.
Opgaveformuleringen lød: Hvordan kan et designmæssigt perspektiv være med til at sikre optimale fysiske rammer for fremtidens behandlerhuse i Region Nordjylland?
Foruden designvirksomheden Smedegaard & Weis og regionen deltog Mette Milling Indretning samt Institut for Arkitektur & Design, AAU.
