Var der nogen, der lo?
Mette Volf, timelærer ved Arkitektskolen Aarhus, har i sin ph.d. afhandling ”Når nogen ler, er der noget på spil”, undersøgt humorens rolle i designprocessen og kan konkludere, at humor både benyttes som en kreativ og social strategi.
Foto: Peter Kamp Knudsen
Mette Volf har foretaget en lang række observationer af designprocessen, og hver gang hun forlod en tegnestue, var det med et smil på læben og i løftet stemning.
”Jeg blev altid smittet med den der allestedsnærværende latter og humor – den særlige løsslupne atmosfære,” siger hun. ”Humoren optræder mest i idégenereringsfasen, der hvor man skal være divergent i sin tænkning, hvor man skal åbne opgaven. Humor bryder med en tankerække for at skabe idéer og driver på den måde processen fremad. Humoren bruges som en kreativt strategi, der får os til at hoppe fra en forståelse til en anden - den fungerer som et inspirationsværktøj på linje med andre redskaber, man kan bruge i processen.”
Humoren brugt som en kreativ faktor smelter ofte sammen med dens sociale funktion. Brug af humor befordrer en god og positiv stemning i gruppen, som kan understøtte, at deltagerne tør bryde grænser.
”Der er tale om en opadgående spiral, hvor humor fordrer en bestemt og hensigtsmæssig adfærd, som gør, at man tør at være kreativ, som igen befordrer en bestemt adfærd… Man kan godt bruge humor som en bevidst social strategi, fordi vi skal have en god stemning her. Men det er ikke mit indtryk, at man spiller humoren ind som en bevidst kreativ strategi eller redskab. Den er en metodisk indgang, som designerne er socialiseret ind i. Set udefra kan det synes, som om alle i gruppen er rigtig gode venner, det behøver dog ikke at være tilfældet. Men alle er nødt til at træde ind i det kreative rum, hvis processen skal fungere optimalt,” forklarer Mette Volf.
Mette Volf, ph.d. og timelærer, Arkitektskolen Aarhus
Den sjove har høj status
Mette Volf betragter ikke kun designprocessen som et socialt fænomen, men som en social konstruktion. Der er noget at kæmpe om, noget at forhandle om – og de, der kan få andre til at grine, opnår høj status i gruppen, fordi de dermed viser, at de er kreative og kan se verden på nye måder.
”Det sjove opstår ofte ved, at én deltager tager en andens bemærkning, vender den i luften og giver den et nyt og måske uventet perspektiv. En i gruppen kan også begynde at grine af noget, som egentlig ikke er ment morsomt, eller hvis du kommer til at sige noget pinligt, kan en anden redde dig ved at forstå det som en joke og begynde at grine – og så griner alle sammen. Der er humoren brugt som social strategi, men samtidig har man måske også tilført processen en ny tanke,” siger Mette Volf og fortsætter:
”Jeg har ofte oplevet, at gruppen ikke ved, hvem der egentlig har fået den eller de idéer, der bliver arbejdet videre med. Alt bliver grebet, vendt og spillet tilbage, og ofte bliver bemærkninger forstået på en anden måde, end de er tænkt. Ingen ved, hvor det hele begynder og ender.”
I selve idegenereringen nedbrydes de normale hierarkier ofte. Det vil sige, at den formelle leder i sådanne situationer ikke nødvendigvis har den højeste status – den der er sjov og således udviser tegn på kreativitet kan fint placere sig højere i hierarkiet.
Rollerne kan skifte undervejs
I Mette Volfs studier af humor i designprocessen optræder der tre roller: ansigtsbevareren, skalken og lederen.
Ansigtsbevareren benytter – ofte på samme tid – humoren som social og kreativ strategi. Når der er en stærk ansigtsbevarer i en designgruppe har det ofte den betydning, at flere føler sig trygge.
”Ansigtsbevareren aflæser ubevidst det sociale system og sørger – mere eller mindre – ubevidst for, at ingen taber ansigt. Det er nemlig ikke godt for processen. Ansigtsbevareren sikrer derfor, at den sociale orden genetableres, når nogen har været i fare for at tabe ansigt. Ingen bliver lukket ude eller føler sig dumme. Samtidig fungerer ansigtsbevareren ofte som den, der syntetiserer den divergente tænkning, og omsætter noget umiddelbart ulogisk til noget, der giver mening” fortæller Mette Volf.
Skalkens rolle er ikke nødvendigvis socialt indstillet, men en der gerne bryder grænser og skubber processen frem ved hele tiden at stille ”irriterende” spørgsmål, vende problemstillingerne på hovedet – og slet og ret tænke divergent. Skalken har høj status, fordi vedkommende er kreativ og ofte den, der bryder med den logiske tænkning og er dermed den faktor, der medvirker til, at gruppen skaber gode idéer.
Endelig er der lederen, som er beslutningstager, men vedkommende kan også fungere som skalk og som ansigtsbevarer. Alle rollerne kan skifte undervejs i processen eller fra gang til gang, de er metodisk indlærte, genkendelige for alle deltagere, og det har ingen forstyrrende virkning, når der skiftes rundt mellem rollerne.
”Og det er usædvanligt. Hvis vi i andre sammenhænge pludselig tager en anden rolle på os og begynder at agere anderledes end vi plejer, skaber det undring, forvirring eller usikkerhed,” bemærker Mette Volf.
Designprocessen er ikke en fastlåst størrelse
En del forskning i designprocesser bygger på en kognitiv tilgang, hvor fokus er på den enkelte designers tænkning og dialog med sit materiale. Mette Volf bygger ovenpå denne kognitive vinkel, når hun anskuer designprocessen som en social konstruktion.
”Jeg ser min forskning som en ny måde at forstå designprocessen på. Mette Volf og fortsætter:
”Mine studier er med til at fastslå, at designprocessen ikke er en fastlåst størrelse, og at vi aldrig ved, hvor processen ender, bl.a. fordi interaktionen mellem designerne i processen spiller en rolle, som ikke kan forudses. Min forskning gør opmærksom på, at processens udfald også er afhængig af den kamp, der kæmpes mellem designerne i processen – fx om, hvem der er mest kreativ – og det underliggende spil skal man være bevidst om, så man kan skabe gode processer, der hele tiden er i udvikling.”
Bevidsthed om processens sociale strategier
Men spørgsmålet er, om der skabes bedre design – hvordan vi så end definerer det – når processen foregår i en social sammenhæng?
”Jo flere kreative hjerner man sætter i samme rum, må man jo – alt andet lige – mene, at der er store muligheder for, at designet bliver bedre. Men det fordrer naturligvis, at magtkampe nedtones og andre sociale strategier ikke bruges negativt alene for at manifestere sig selv. Når man i processen sidder og ”forhandler” om, hvad der er kvalitet, og hvad der ikke er og samtidig bruger humoren som en konstruktiv strategi, kan produktet udmærket ende med at blive bedre. Samtidig kan der kan være gode idéer, der bliver tabt, fordi den, der fremsætter dem ikke nyder nogen prestige i gruppen,” siger Mette Volf, som mener, at hendes viden kan bruges som et slags kvalitetstjek ude i designvirksomhederne.
”Designerne kan bruge min forskning til en udvidet procesforståelse. Hvorfor går vores proces i stå? Flyder den, som den skal? Eller er der mennesker, der kæmper uhensigtsmæssigt med hinanden? Er rollerne som ansigtsbevarer, leder og skalk besat? Eller er der for mange skalke, så der kæmpes unødigt? Er der en ansigtsbevarer, der kan samle op og genetablere den sociale orden, når nogen har tabt ansigt? Det er nødvendigt med en bevidsthed om, hvem man sætter sammen i en gruppe, der skal arbejde kreativt sammen. Hver for sig kan designerne være rigtig gode, men når de sættes sammen i en gruppe, er det måske katastrofalt . Min forskning peger på, at der er nogle sociale strategier, der kan dræbe kreativiteten eller få den til at blomstre.”
